Regering igen nedstemt i hormonsag

Tirsdag d. 9. feb. 2010; kl. 21:43 af dabu / ritzau for TV 2 Nyhederne

Et flertal uden om regeringen vil stramme reglerne for hormonforstyr­rende stoffer. Det er resultatet efter en afstemning i Folketinget, hvor et flertal i dag stemte for skrappere regler på fødevareminister Eva Kjer Hansens (V) område.

Det er anden gang et flertal kræver et forbud mod det hormonforstyrrende stof bisfenol a. I sommer stemte et flertal for at forbyde stoffet i sutteflasker, men med den nye afstemning er der nu banet vej for et forbud i produkter til børn under tre år.

Minister under pres
Enhedslistens Per Clausen er glad for, at Dansk Folkeparti igen er gået med til at sætte ministeren under pres.

"Men i sagen om sutteflasker har ministeren fået til marts til at komme med en løsning. Det er alligevel værd at bemærke, at Dansk Folkeparti vil stramme reglerne endnu mere, inden ministeren er kommet med et svar," siger Per Clausen.

Han håber, at Dansk Folkeparti sammen med resten af oppositionen vil kræve, at ministeren gennemfører de skrappere regler, når hun er kommet med et svar i marts.

Print artikelSend til en ven Del på facebook