10-07-09: 19:00 | af: Christian Grønning, Natali Braagaard
Flere afviste irakiske asylansøgere opholder sig i Brorson Kirke i protest med hjemsendelserneRigspolitiet kan ikke sende 52 af de i alt 167 afviste irakiske asylansøgere, der lige nu står til hjemsendelse, tilbage til Irak. Det skyldes, at asylansøgernes identitet er ukendt i Irak - blandt andet fordi deres pas muligvis er blevet forfalsket.
De irakiske myndigheder har indtil videre accepteret at modtage 49 af de afviste asylansøgere, men da Irak ikke vil kendes ved 52 irakere, er deres hjemsendelse indtil videre sat i bero. Det sker, fordi man ikke kan hjemsende personer, som man ikke ved, hvem er, oplyser Indenrigsministeriet.
Man kan blive i Danmark
Oplysningen om, at flere asylansøgere har falsk pas, er ikke nyt for Anne Osbak, der er næstformand i Foreningen af udlændingeadvokater i Danmark:
"Jeg bliver en gang i mellem i min rådgivning konfronteret med rygtet om, at hvis man ikke siger, hvem man er, så kan man blive i Danmark," siger hun til TV 2.
Anne Osbak understreger, at hun råder asylansøgerne til at opgive deres rigtige navn til de danske myndigheder.
Frygter for deres sikkerhed
Ammar Jaafar er én af de afviste irakiske asylansøgere, der lige nu sidder i Brorson Kirke på Nørrebro i København i protest mod udsendelserne.
Danmark indgik den 13. maj en hjemsendelsesaftale med Irak. Det betyder, at afviste irakiske asylansøgere kan sendes hjem
Han oplyser til TV 2, at han i dag har snakket med flere, der har opgivet et forkert navn til myndighederne, fordi de frygter at blive forfulgt.
TV 2 har forsøgt at få en kommentar fra Rigspolitiets Udlændingeafdeling, men de vil i dag ikke kommentere sagen.
Afdelingen oplyser dog, at Rigspolitiet vil invitere en irakisk embedsmandsdelegation til Danmark for at få styr på navneproblemerne.
Flere har forladt asylcentre
I Rigspolitiets statusrapport for irakernes hjemsendelse står:
"For 52 personers vedkommende har de irakiske myndigheder ikke kunnet identificere de pågældende på grundlag af de forelagte oplysninger/dokumenter, angiveligt fordi de forelagte dokumenter er falske, eller fordi der ikke i øvrigt foreligger dokumentation for identitet/nationalitet."
Rigspolitiet har indtil videre rettet henvendelse til de irakiske myndigheder om i alt 146 afviste irakiske asylansøgere - de danske myndigheder har fået svar på 110 af sagerne.
167 står til hjemsendelse
Ifølge Rigspolitiet står 167 afviste irakiske asylansøgere lige nu til at skulle hjemsendes. Det er færre end først antaget - det skyldes, at et stort antal har forladt asylcentrene og heller ikke møder til meldepligt. Politiet antager derfor, at disse personer er rejst hjem.
Danmark indgik den 13. maj en hjemsendelsesaftale med Irak - siden har flere irakere opholdt sig i Brorson Kirken på Nørrebro i protest mod at blive sendt hjem.