30-01-08: 11:22 | af: jely
Folketingskandidat René la Cour Sell, som vandt over 4000 stemmer i Københavns Omegns Storkreds ved valget, samt storkredsens lokalformand Mads Sunds Madsen forlader Ny Alliance. De tror ikke på partiets fremtid efter stifter Gitte Seebergs udmeldelse.
"Ny Alliance har fjernet sig for meget fra sit fælles udgangspunkt. Hele attraktionen ved Ny Alliance var at kigge på fornuft, trække politikken hen over midten og få isoleret yderfløjenes vetoret. Frem for alt få en mere fornufttig og humanistisk tilgang til politikken," siger han.
Han beskylder partileder Naser Khader for usandhed om enighed bag strategien. For nylig oplyste Naser Khader efter et weekendemøde med folketingsgruppen og baglandet med storkredsformænd og spidskandidater, at hele folketingsgruppen stod bag den ny strategi om, at Ny Alliance er et borgerligt parti, som støtter statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) og satser på udvalgte politikområder. Gitte Seenerg deltog ikke ved mødet, da hun var på rejse med Udenrigspolitisk Nævn, forklarer han.
"Vi spurgte direkte Naser: "Står Gitte bag dette? Er hun enig i denne strategi?". Svaret var klart og tydeligt, at det gjorde hun. Efterfølgende viser det sig, at hun ikke stod bag. Så får jeg et problem med stadig at tro på projektet. Så bliver det også nok for mig. Det handler om personlig integritet. Jeg har bakket op og kæmpet hårdt for projektet Ny Alliance. Nu tror jeg simpelt hen ikke på det mere uden Gitte Seeberg," siger René la Cour Sell.
Han kom fra Det Radikale Venstre, men vil ikke melde sig ind i et andet parti. Tirsdag gik fire lokalformænd, mens lidt over halvdelen af 35 storkreds- og lokalformænd overvejer det samme ifølge Berlingske Tidende.