Antallet af mulige gerningsmænd til drabet på Maria Møller Christensen er formodentlig større end hidtil antaget, skriver B.T. Drabsmanden havde nøgler til den boligblok i Herning, hvor Maria blev kvalt nytårsnat, og har åbnet tre forskellige låste døre uden vold. Politiet anser det derfor for sikkert, at vedkommende havde nøgler til bygningen, og efterforskningen går især på beboerne, der alle har kendte, nummererede sæt.
Men nu viser det sig, at der er et større antal uautoriserede nøgler i omløb, som ingen har styr på.
Flere beboere fortæller til B.T., at man i årevis har kunnet bestille billige, uregistrerede kopier til ejendommen hos helt almindelige nøglebarer i Herning. Og det er blevet benyttet i stor stil. Flere låsesmede bekræfter tilmed, at nøglerne til Rolighedsvej 1 uden videre kan kopieres.
"Systemnøgler er beskyttet mod kopiering af et patent. Men det her patent udløb med sikkerhed for mindst ti år siden. Når det sker, kan enhver nøglebar bestille de rigtige rå-nøgler i Kina og lave kopier uden at indberette det nogen steder. Det ødelægger sikkerheden, men er fuldt lovligt," siger Jørgen Abildgaard fra Abildgaard Låseservice til B.T.
Ved ikke hvor mange nøgler der findes
Politiet er bekendt med den uregistrerede nøglekopiering:
"Reelt ved vi ikke, hvor mange nøgler der findes. Det kan være mange, og det er selvfølgelig problematisk. Det er også derfor, vi ikke har meldt noget klart antal ud før. Men hovedteorien er stadig, at det er en person, som har en nuværende tilknytning til stedet. Vedkommende skal jo have haft nøglerne på sig nytårsaften, da han mødte Maria. Men vi udelukker ikke noget som helst, siger efterforskningsleder Ole Henriksen.




