Sådan holder kongefamilien jul

Tirsdag d. 22. dec. 2009; kl. 16:38 af kris@tv2.dk for TV 2 Nyhederne

Dronning Margrethe og resten af den kongelige familie holder traditionen tro jul på Marselisborg Slot i Århus. Og den kongelige familie holder på traditionerne. Det fortæller dronning Margrethe i et interview med Midtjyske Medier.

Regentparret får i år selskab af begge deres sønner og deres familier. På den måde bliver de ti personer omkring julebordet, der fra klokken 20 dækkes med risengrød, nisseøl, gås og engelsk plumkage som de vigtigste bestanddele.

Masser af traditioner
Dronningen og prins Henrik er allerede ankommet med salonvognen til Århus. Resten af familien støder til i dagene frem mod juleaften.

Dronning Margrethe løfter i Midtjyske Medier sløret for, hvordan traditionerne holdes i hævd. For eksempel er juletræet på Marselisborg Slot altid en høj rødgran, der placeres i havesalens ene hjørne. Med røde stearinlys på rækker det helt op til loftet i salen. Men det pyntes først den 24. december om formiddagen.

Dronning Margrethe holder også i år fast i traditionen med at deltage i en eftermiddagsgudtjeneste i Århus Domkirke. Gudstjeneste forestås i år af domprovst Poul Henning Bartholin.

Når familien er tilbage på Marselisborg Slot igen, ønsker de garderne og slottets personale en glædelig jul.

Når julemiddagen er spist synger familien altid "Højt fra træets grønne top" og en salme, der varierer. Men man danser ikke om juletræet.

Desuden synger familien en fransk julesang akkompagneret af prins Henrik på flygel.

Regentparret rejser tilbage til København kort før nytår.