21-11-08: 13:11 | af: heha/ritzau
21 afrikanere af forskellig nationalitet gemte sig i lokalerne, da Københavns Politi i dag hjalp fogeden med at sætte det tidligere værested Gaderummet ud af de kommunale lokaler i Rådmandsgade i København.
Politiet er nu ved at tjekke deres opholdstilladelser, og om de er i besiddelse af illegale stoffer.
De tidligere medarbejdere og brugerne har holdt stedet besat, siden lederen og medarbejderne blev opsagt i maj i fjor.
Overholdte ikke reglerne
De blev opsagt, fordi Gaderummet ikke levede op til de krav, der blev stillet i en tilsynsrapport fra efteråret 2006.
Kravene er blandt andet, at der ikke må bo unge under 18 år, at de unge ikke må ryge hash, og at ledelsen skal samarbejde med behandlingspsykiatrien.
Fogedforretningen forløb fredeligt, oplyser den centrale vagtleder, men afrikanerne blev anholdt og kørt til politistationen på Bellahøj, hvor politiet forsøger at finde frem til, hvor de kommer fra, og hvor længe de har været i landet.