24-05-09: 12:21 | af: Natali Braagaard
Kronprins Frederik skød dette års Copenhagen Marathon i gang. Kronprinsen fuldførte selv løbet i 1994, og det gippede da også i kronprinsen, da startskuddet lød:
"Det giver lidt gip i maven, når man ser de mange forventningsfulde mennesker, der suser af sted, da startskuddet lød," sagde kronprins Frederik til TV 2's reporter på stedet.
"Der gik gamle billeder af en selv gennem hovedet - billeder af spænding i maven, forventningens pres og forhåbningen om et godt resultat."
Kan ikke løbe pga. kælketur
Formen er dog heller ikke helt til et marathon:
"Jeg har stadig noget med mit nedre ben - det er jo en naturlig del af en genoptræningsproces, som foregår efter, at man har brækket sit ben," sagde kronprinsen.
Kronprins Frederik blev opereret på Rigshospitalet i marts på grund af en revne i lægbenet - han pådrog sig skaden under en kælketur med prins Christian og prinsesse Isabella på en ferie i Schweiz.