16-01-07: 16:21 | opd. 17-01-07: 09:09 | af: Anders Brandt TV 2|VEJRET
Foto: TV 2Der har de seneste 130 år været store variationer i temperaturen i januar måned - men aldrig har det været så varmt som i år. Og måske er rekordvarmen vi oplever netop nu de første spæde tegn på den globale opvarmning.
af Anders Brandt fra TV 2|VEJRET
Vi har siden september 2006 hver eneste måned slået varmerekord - og januar måned er godt på vej til at slå endnu én. Det bliver den 5. varmerekord i træk.
Meget tyder dog på, at det varme vejr er en kombination af helt normale klimatiske variationer - og så de første tegn på en global opvarmning.
Klimaforskere er efterhånden ved at være enige om, at udledning af en øget mængde drivhusgasser - CO2 og methan - er hovedårsagen til en øget drivhuseffekt og deraf stigende temperaturer på kloden som helhed.
Store variationer
Siden 1860 er temperaturen på Kloden steget med omkring 0,8 grader - hvor af en temperaturstigning på 0,4 grader er sket inden for de seneste 30 år.
Ser man på temperaturen i januar måned i Danmark - helt tilbage fra 1874, så har der til alle tider været store variationer.
Nogle januar måneder har været milde, mens andre har været kolde. Det giver i gennemsnit en middeltemperatur på 0 grader for måneden som helhed.
Hvis du har billeder af eller historier om vinterens mærkelige vejr, kan du sende dem til TV 2/NYHEDERNE på emailadressen vidne@tv2.dk.
De bedste bidrag vil blive vist her på hjemmesiden.
I 1989, der er den varmeste januar indtil i år lå temperaturen på 4,9 grader - mens man i den rekordkolde januar i 1942 havde en middeltemperatur på -6,7 grader.
Januar i 1942 havde en afvigelse fra de normale 0 grader, der er lige så stor som den vi oplever i år - bare med modsat fortegn. Så en afvigelse af den størrelsesorden kan isoleret set lade sig gøre - helt naturligt endda.
Men betragter man variationerne i januar måned siden 1874, så finder man inden for de seneste 20-30 år udsving omkring et leje, der er højere end for bare 40-50 år siden.
Således kan en stigende temperatur globalt set begynde at vise sig i form af, at de naturlige klimatiske temperaturvariationer får et højere niveau end ellers set inden for seneste 130 år.
Varmere globalt klima
Den ekstremt høje januartemperatur her i 2007 kan således være en kombination af en ekstrem positiv afvigelse i det normale mønster og måske de første tegn på et generelt varmere globalt klima.
Fortsætter denne udvikling vil man i fremtiden sikkert kunne se flere relativt varme vintre og måske kan rekordvarmen fra januar 2007 gentage sig - men de store naturlige udsving vil samtidig betyde, at man sagtens kan få 'rigtig' vinter - også i fremtiden.