Halshuggede skeletter var vikinger

Fredag d. 12. mar. 2010; kl. 10:50 af pmol for TV 2 Nyhederne (opd. d. 12/3 2010; 10:56)

Britiske arkæologer har fundet 51 hals­huggede skeletter i en grav ved Wey­mouth i Sydengland. Knoglerne, der blev fundet sidste år, er nu blevet analyseret, og de ser ud til at stamme fra skandinaviske vikinger, der blev henrettet på et tidspunkt mellem år 910 og 1030, skriver BBC.

Arkæologer fra Oxford tror, at viking­erne blev henrettet foran et publikum - måske mennesker, som vikingerne hav­de forsøgt at plyndre. Skeletterne stammer fra mænd i 20'erne og 30'erne, og de blev sandsynligvis begravet nøg­ne, da der ikke er fundet spor af tøj.

David Score fra universitetet i Oxford siger, at det er umuligt at sige med 100 procents sikkerhed, om skeletterne er vikinger, men at rigtig meget peger i den retning.

Spiste kød og fisk
Der er foretaget analyser på 10 af skeletterne, og laboratorieunder­søgelser af knoglernes kemi, viser at mændene kom fra flere forskellige steder i Skandinavien - en enkelt menes endda at komme fra området nord for polarcirklen.

Af mændenes tænder kan arkæologerne læse, at de fik masser af proteiner - sandsynligvis kød eller fisk.

Skeletterne blev fundet under forarbejdet til et vejbyggeri.

Print artikelSend til en ven Del på facebook