10-årig pige gift med 80-årig mand

Onsdag d. 26. aug. 2009; kl. 10:18 af jely / ritzau for TV 2 Nyhederne

En pige på kun 10 år har forgæves for­søgt at flygte fra et ægteskab med en mand på 80. Hun løb væk, gemte sig hos en tante i 10 dage, men da hendes far opdagede det, sendte han pigen tilbage.

Den engelsksprogede saudiarabiske avis Arab News skriver i dag, at ægtemanden benægter, at han er 80, hvilket pigens familie ellers siger. Manden beskylder i stedet tanten for at blande sig i noget, hun skal holde næsen væk fra.

"Mit ægteskab er ikke imod shariaen. Det omfatter både accept og svar fra brudens far," siger den gamle mand.

Fik lillesøsteren i stedet for storesøsteren
Han fortæller, at han var forlovet med den 10-årige piges storesøster, men at forlovelsen gik i stykker, fordi storesøsteren ville fortsætte med sin uddannelse. Derpå tilbød søstrenes far, at manden i stedet kunne gifte sig med den 10-årige.

Maatouq al-Abdullah fra den saudiarabiske menneskerettighedsorganisation NSHR siger, at der i Saudi-Arabien ikke er et system, der regulerer unge pigers ægteskaber.

Print artikelSend til en ven Del på facebook