To 28-årige mænd blev i aftes anholdt, efter at de med meget høj fart kørte ud ad Roskildevej og tørnede op bag i en holdende bil ved krydset ved Hvidovrevej, oplyser politiet.
Vidner har fortalt, at bilen kørte over 150 km/timen og kørte over for rødt mindst en gang inden uheldet.
De to vanvidsbilister bankede i deres Polo op i en bil, der holdt for rødt lys i krydset. På bagsædet sad en otte måneder gammel baby, som blev slynget ud af bilen. Barnet døde senere af sine kvæstelser på Rigshospitalet.
Også forældrene er kommet slemt til skade, men er begge uden for livsfare.
Bliver sigtet for uagtsomt manddrab
Ved sammenstødet brød Poloen i brand. De to unge mænd nåede dog at komme ud af bilen i tide. De er begge mirakuløst næsten sluppet uskadt, den ene - passageren - er dog indlagt til observation for hjernerystelse.
Føreren vil formentlig blive sigtet for uagtsomt manddrab og særlig hensynsløs kørsel og fremstillet i grundlovsforhør senere i dag, oplyser politiet. Politiet har ikke nogen forklaring på mændenes kørsel.
Vagtchefen ved Københavns Vestegns Politi oplyser, at føreren af bilen var påvirket af alkohol.




