Al Qaeda tager ansvaret for bombe

Torsdag d. 5. jun. 2008; kl. 06:13 af jely for TV 2 Nyhederne (opd. d. 5/6 2008; 09:24)

Bomben mod Danmarks ambassade i Paki­stan var hævn for Muhammedtegningerne og skal betragtes som en advarsel. Hvis der ikke kommer en undskyldning fra Danmark, vil der komme mange an­greb, og mandagens selvmordsbombe kun være "den første regndråbe".

Sådan lyder det i en erklæring fra ter­rornetværket al Qaeda, som sent i af­tes i en erklæring på internettet tog skylden for attentatet mod Danmarks ambassade i den pakistanske hovedstad Islamabad. Det kostede seks mennesker livet. Heriblandt en dansk statsborger med pakistansk baggrund og ansatte.

"Angrebet var en hævnakt mod den vantro stat kaldet Danmark, som offentliggjorde tegninger, der var fjendtlige mod Allahs budbringer," lyder det i erklæringen fra al Qaedas leder i Afghanistan, Mustafa Abu al-Yazid, der er afsender af budskabet.

"Operationen er en advarsel til den vantro stat og alle, der står side om side med den, så de bliver afskrækket fra deres synd, og så de kan undskylde for, hvad de har gjort," lyder det i meddelelsen.

Optagelser med selvmorder
Al Qaeda lover også, at der snart vil blive offentliggjort en optagelse med den mand, som gennemførte selvmordsangrebet.

Nyhedsbureauet Reuters har endnu ikke endeligt kunnet verificere ægtheden af erklæringen, men den amerikanske terrorekspert Evan F. Kohlmann siger til Ritzau, at der er god grund til at antage, at erklæringen er ægte.

"Det er absolut sandsynligt, at denne erklæring er troværdig. Det er absolut sandsynligt, at Mustafa Abu al-Yazid stod bag attentatet mod den danske ambassade. Al-Fajr Media Center har tidligere bragt erklæringer fra al-Yazid, der har vist sig at holde stik," siger Kohlmann.

PET kigger på video
En videooptagelse foretaget af overvågningskameraer på den danske ambassade under bombesprængningen i Islamabad er i øjeblikket ved at blive analyseret af Politiets Efterretningstjeneste (PET), som har sendt tre eksperter til den pakistanske hovedstad for at afdække de nærmere omstændigheder ved bombeanslaget.

Videooptagelsen fra ambassaden viser ifølge PET gerningsmanden ankomme til ambassaden i en bil med høj fart. Bilen kører forbi ambassadens indgang og ud af kameraets vinkel. Få sekunder senere bliver bilen bragt til sprængning.

Vidner har ifølge PET forklaret, at bilen foretog en kraftig opbremsning og derefter bakkede inden sprængningen. Det skete i de få sekunder, hvor bilen var ude af kameraets vinkel.

En enkelt anordning er brugt til at udløse bomben. Der er ikke fundet ledninger eller detonatorer på gerningsstedet.

Skød fragmenter 700 meter væk
Flere kilder siger til den pakistanske avis The Dawn, at folkene bag bomben har sørget for, at bilen ville sprænge i stumper og stykker, så den kunne gøre så stor skade som muligt. Der er fundet fragmenter af bomben 500 til 700 meter væk.

I krateret fra bomben er der fundet stykker af bilen på tre centimeter i diameter. Kun motoren og to støddæmpere er fundet i hel stand.

Chokbølgen fra eksplosionen forårsagede skader på over 50 huse og 42 biler inden for en radius af 100 meter.

Print artikelSend til en ven Del på facebook