10-01-08: 10:29 | af: jely
En såret betjent bæres bort efter terrorangrebet.21 mennesker blev i dag dræbt af en selvmordsbombemand i den pakistanske storby Lahore. Flere end 30 andre blev såret, heraf flere alvorligt, oplyser kilder ved politiet.
De fleste ofre er betjente, som netop var ved at samles foran bygningen, hvor de skulle holde ro og orden under en demonstration foran højesteret, som byens advokater og jurister arrangerede i protest mod præsident Musharraf.
"En mand kom gående, og da han blev stoppet af betjente udløste han bomben," fortæller en polititalsmand.
Pladsen foran retsbygningen ligger i byens finansdistrikt og er et af byens mest befærdede.
Attentatet kommer to uger efter drabet på oppositionslederen Benazir Bhutto. I alt mistede godt 800 mennesker livet ved voldsaktioner i Pakistan i fjor.