A-kasser tvivler på indgreb

Lørdag d. 5. jan. 2008 kl. 14:21 af kris for TV 2 Nyhederne

Mange deltidsansatte kan ikke få fuldtildsstillinger inden for sit felt, selvom regeringen vil tvinge dem til det.

Planerne fra beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) om at skærpe reglerne for supplerende dagpenge risikerer at blive et slag i luften. Det vurderer a-kassernes samvirke, der gennem længere tid har diskuteret blandt andet dette forslag i en særlig arbejdsgruppe.

"Vi synes ikke, man opnår særlig meget med dette forslag," siger Torben D. Jensen, sekretariatschef i AK-Samvirke. Han peger på, at effekten vil være relativ lille, selv hvis de pågældende personer kom i fuldtidsarbejde.

"Men det ved man jo slet ikke, om de kommer. Det er faktisk langt fra sikkert," siger Torben D. Jensen.

Han mener, at man kan risikere, at de pågældende, der mister retten til supplerende dagpenge, i stedet blot vil fortsætte på deltid eller måske endda gå på fuldtidsdagpenge, fordi det bedre kan betale sig for dem.

"Dermed vil man ikke løse det problem, som ministeren påstår, han vil løse ved at sikre flere i job på fuld tid," siger Torben D. Jensen.

Det vrimler med deltidsstillinger
Han påpeger, at der inden for det offentlige område, når det gælder for eksempel børnehaver, fritidsområdet samt ældre- og plejeområdet, vrimler med deltidsstillinger. Faktisk er det ofte svært for de ansatte at få eller søge fuldtidsjob på området.

"Ministeren mener, at forslaget vil få arbejdsgiverne til at ændre mange deltidsjob til fuldtidsjob, men det stiller vi et alvorligt spørgsmålstegn ved," siger Torben D. Jensen.

I a-kasserne er man enig med ministeren i, at det er et problem, når arbejdsgivere ser en fordel i at udnytte et dagpengesystem til at lave deltidsstillinger, så man ønsker også at finde en ny løsning på området.

"Men en løsning vil kræve flere analyser, end vi har set hidtil. Vi har brug for estimater af effekten af at lave ændringer. Hvor mange vil gå over til fuldtidsarbejde, hvor mange vil fortsætte på deltid, og hvor mange vil blive arbejdsløse på fuld tid," siger Torben D. Jensen.

Print artikelSend til en ven Del på facebook