Prostitution menes som bekendt at være menneskeracens ældste erhverv. Nu viser forskning at kunsten at sælge sex, har rødder langt tilbage i evolutionen.
Undersøgelser af menneskets nære slægtning, Makak-aben viser, at hanprimaterne betaler sig til seksuelle ydelser ved at pleje og pudse hunaberne i flokken. Det skriver AFP.
Hunaberne har som regel sex i gennemsnit 1,5 gange i timen, men det tal steg hurtigt til 3,5 gange i timen, når hunaben var blevet pillet, plejet og soigneret af en han.
I langt de fleste tilfælde var den udkårne sexpartner den selvsamme han, som havde puslet om hende.
Studierne viste videre, at "prisen" for sex faldt drastisk, når der var flere hunner i spil. Hanaben kunne her nøjes med at pille otte minutter inden belønningen faldt, mens det typisk tog op til 16 minutter, når hunnen var ene om at sætte prisen.




