Kirkeminister støtter stormoské

Torsdag d. 27. dec. 2007 kl. 06:57 af kris for TV 2 Nyhederne

Moske i modlys

Muslimerne skal have samme mulighed for bedehuse som alle andre trossamfund, mener kirkeminister Birthe Rønn Hornbech. I dag er muslimerne henvist til nedlagte fabrikker og kælderlokaler rundt om i landet, men ministeren vil ikke stå i vejen for en stormoské i København:

"Mit udgangspunkt er, at det er op til muslimerne selv. De skal have samme mulighed for at have bedehuse som alle andre. Men som hos alle andre trossamfund er det på deres eget initiativ," siger hun til Dagbladet Information.

Står til rådighed med praktiske ting
Birthe Rønn Hornbech har tidligere tilbudt sin bistand, da muslimerne havde problemer med gravpladserne i Brøndby, og når det kommer til retten til at udøve sin religion, er ministeren klar i mælet:

"Jeg er ikke religionsminister, men jeg står til rådighed for at bistå trossamfundene med praktiske ting," siger Birthe Rønn Hornbech, der i dagens interview med Information beklager det øgede negative fokus på religion i Danmark.

"Det er meget udansk," siger hun til Dagbladet Information. Og ministerens udtalelser og velvilje i forhold til en stormoské vækker glæde hos Islamisk Trossamfund.

"Det er en meget positiv melding," siger talsmand Kassem Said Ahmad, som påpeger at der forestår komplicerede forhandlinger med Københavns Kommune.

Ifølge den gældende lokalplan er der planlagt en moské på Njalsgade på Amager, men projektet er gået i hårdknude, idet arkitekterne ønsker at bygge både mere og højere end lokalplanen tillader.

Print artikelSend til en ven Del på facebook