Konkurrencestyrelsen skal kulegrave det seneste års prisstigninger på mælk, brød og grøntsager. Det mener Forbrugerrådet.
En undersøgelse skal fastslå om producenter og leverandører udnytter en situation med stigende råvarepriser til at sikre sig ekstra fortjeneste.
Voldsomme prisstigninger på dagligvarer får Forbrugerrådet til at appelere til Konkurrencestyrelsen om at kulegrave markedet.
Ifølge de nyeste tal fra Danmarks Statistik er prisen på mælk steget med 17 pct. fra november 2006 til november 2007. Grøntsager er blevet 16 pct. dyrere, og brød og kornprodukter er blevet 11 pct. dyrere.
En del af prisstigningerne på dagligvarer kan forklares med at også priserne på råvarer som for eksempel korn er steget i det forløbne år.
Prisstigningerne har kostet en typisk dansk familie med forældre og to børn 3.300 kroner ekstra på madbudgettet.




