Fogh: Kosovo hovedemne på topmøde

Torsdag d. 13. dec. 2007 kl. 21:02 af dabu for TV 2 Nyhederne

Fogh og Merkel i Lissabon

Statsminister Anders Fogh Rasmussen betegner Kosovo som en af de centrale problemer, som EU's stats- og rege­ringschefer skal tackle på topmødet.

"Nu er vi kommet til, at der må skæres igennem. Det mest sandsynlige er, at Kosovo inden for en tid, her kan det være to måneder, men det er der ingen, der ved, vil erklære en selvstændig­hed," sagde han til aften i Bruxelles.

Fogh forventer, at et selvstændigt Kosovo vil overholde den finske mægler Martti Ahtisaaris plan, herunder beskyttelse af det serbiske mindretal.

Samtidig vil EU signalere vilje til at sikre stabilitet i Kosovo i årene fremover," sagde Fogh. Omvendt skal Serbien have "et europæisk perspektiv".

"Det er selvfølgelig klart, at vi ikke kan gå på kompromis med kriterierne," sagde han med indirekte henvisning til serbiske krigsforbrydere.

Fogh ønskede ikke at sige, hvornår Danmark i givet fald holder folkeafstemning om de fire EU-forbehold, men der stilles forslag i Folketinget om dansk ratifikation af Lissabon-traktaten 8. januar, oplyste han.

I dag mødes EU's regeringschefer for at behandle Kosovo's selvstændighed. EU vil sandsynligvis lokke Serbien til at anderkende Kosovo.

Med hensyn til forbeholdene betonede han, at en valgperiode på fire år er "en ret fleksibel tidsangivelse".

På topmødet i morgen skal de 27 lande nedsætte en såkaldt reflektionsgruppe, der uden at finde på nye traktater eller nye institutionelle ændringer skal give ideer til EU's fremtidige udvikling.

Fogh var tvetydig på spørgsmålet om, hvorvidt der er danske kandidater til reflektionsgruppen, der oprindelig er opstået som et slet skjult fransk forsøg på at spænde ben for Tyrkiets optagelsesforhandlinger med EU.

Print artikelSend til en ven Del på facebook