Bulgarien er en af Europas største eksportører af prostituerede og har en af de største og mest veludviklede netværk af prostituerede på kontinentet, viser en ny undersøgelser.
I den bulgarske by Sliven, der har en befolkning på 100.000, er en ud af 15 kvinder i alderen 15 til 30 år involveret i prostitution. Det skønner Centret for Demokratistudier (CSD) i Sofia.
"Dette er en social katastrofe," siger analytikeren Tihomir Bezlov fra CSD.
Den private tænketank fastslår, at bulgarske prostituerede, der arbejder i udlandet, tjener hvad der svarer til så meget som syv procent af landets bruttonationalprodukt. En lignende andel finder man i lande som Taiwan og Sydkorea.
"Ifølge selv de mest konservative skøn, tjener bulgarske prostituerede, der arbejder i udlandet, mellem 0,9 og 1,8 milliarder euro om året. Det svarer til mellem 3,6 og 7,2 procent af bruttonationalproduktet i 2006," siger Bezlov.
CSD skønner, at mellem 18.000 og 21.000 bulgarske kvinder arbejder som prostituerede rundt om i Europa, primært i Frankrig, Italien, Spanien, Tyskland, Belgien, Holland og Grækenland.
De bulgarske prostituerede bliver også stadig mere fremtrædende i Danmark. Adskillige kvinder fra Bulgarien var blandt de anholdte, da politiet i København i oktober gennemførte en storstilet aktion mod prostitutionsmiljøet på Vesterbro.




