Alfons og håndlanger dømt for rufferi

Tirsdag d. 11. dec. 2007 kl. 13:40 af sosp for TV 2 Nyhederne (opd. d. 11/12 2007; 13:44)

Med et pokerfjæs af en anden verden af­gav en kroatisk mand forklaring i en rufferisag for godt tre år siden. Mens han indtog offerrollen i den aktuelle sag, udnyttede han nemlig sine egne tjekkiske kvinder og tjente millioner af kroner.

I dag gik dobbeltrollen ikke længere, da Københavns Byret straffede den 55-årige mand med tre et halvt års fængsel. En 27-årig kvinde fra Tjekkiet må i fængsel i to år for at fungere som håndlanger for sin noget ældre arbejdsgiver.

"Det er en enig domsmandsret. Den dømte har virket som alfons og udnyttet piger fra dårlige sociale miljøer," sagde dommer Lene Jensen.

Kvinde sendt hjem til Tjekkiet
Anklager Laura Birch forsøgte at få udvist begge dømte af Danmark, men det lykkedes kun at få sendt kvinden hjem til Tjekkiet. Kroaten har opholdt sig lovligt i Danmark i 20 år, så byretten nøjedes med at give ham en betinget udvisning.

Købte kvinde fri
Historien om de to dømte er en indviklet affære, der angiveligt begyndte tilbage i 2003. Kvinden var selv prostitueret og søgte hjælp hos kroaten, som hun mødte tilfældigt på gaden. Manden købte hende fri fra hendes alfons, men blev selv presset ud i transport af tjekkiske kvinder til Danmark.

I en senere retssag slap han med ni måneders betinget fængsel, da han vidnede til fordel for anklagemyndigheden. Men mens dommer Lone Molsted i januar 2005 roste kroaten for indsatsen, havde han altså selv i flere måneder været alfons for sine egne kvinder i Skelbækgade på Vesterbro. De kom ligeledes fra Tjekkiet og blev lokket til Danmark af selvsamme kvinde, som kroaten netop havde hjulpet ud af prostitution.

"Hun sørgede også for, at pigerne passede deres arbejde som prostituerede og afleverede pengene til alfonsen," lød det fra Lene Jensen, da hun i dag læste begrundelsen for dommen op i byretten.

Imens sad den 27-årige og stirrede op i loftet med tårerne trillende ned af kinderne. Kroaten lagde armene over kors og lukkede øjnene et øjeblik. Han har under hele sagen fastholdt, at kvinderne var i Danmark af egen fri vilje og fik lov til at beholde alle pengene.

Telefonaflytninger blandt beviserne
Fire tjekkiske prostituerede har vidnet mod kroaten og fortalt, hvordan de blev udnyttet. Disse vidneudsagn samt telefonaflytninger var blandt de fældende beviser. I en samtale mellem kroaten og en anden alfons lød sætningen "min kvinde er der, og det er din også", mens mændene talte videre om at "passe biksen".

I slutningen af 2006 søgte en af de tjekkiske kvinder hjælp hos Reden-Stop Kvindehandel, da hun ville ud af kroatens jerngreb. Hun fortalte sin historie til en juridisk dommer, og politiet iværksatte en aflytning af kroaten.

Han reagerede prompte på, at en af hans prostituerede var stukket af. Gentagne kidnapningsforsøg mislykkedes, men den 15. februar i år klappede fælden. Dagen efter anholdt politiet begge de dømte, der siden har været varetægtsfængslede.

Efter en kort samtale med deres forsvarsadvokat, Allan Falk, ankede de dommen til landsretten, og af samme årsag mente dommer Lene Jensen, at navneforbuddet i sagen skal opretholdes.

Print artikelSend til en ven Del på facebook

Sagen kort

En kroatisk mand og en tjekkisk kvinde blev i dag dømt for rufferi i Københavns Byret. Begge har tjent millioner af kroner på tjekkiske prostituerede i perioden september 2004 til februar 2007.

Kroaten fik tre et halvt års fængsel, mens kvinden skal to år i fængsel og udvises af Danmark. Begge ankede dommen til landsretten.

De to dømte optrådte i en lignende sag i 2005, men dengang var de angiveligt ofre. Den 55-årige kroat forsøgte at købe den 27-årige kvinde fri fra en alfons, så hun slap for at være prostitueret. Kroaten blev dog selv viklet ind i rufferiet og truet til at hente tjekkiske kvinder til Danmark.

Af samme grund blev kroatens ni måneders fængselsstraf fra 2005 gjort betinget, da dommeren mente, at han handlede under pres.