I Bruxelles holder EU's udenrigsministre i dag møde for at tale om Kosovo, der ser ud til at være på vej mod selvstændighed.
Skulle der være et par lande i EU, der ikke vil byde et selvstændigt Kosovo velkommen, så går det nok alligevel. Det siger udenrigsminister Per Stig Møller (K) efter et møde i dag, hvor han og EU-kollegerne forsøgte at få fælles fodslag i spørgsmålet om Kosovo. Særligt Cypern er svær at overtale til at anerkende provinsen som et selvstændigt land.
"Hvis det er 20 til 25, måske 26 EU-lande, der foretager den samme handling den samme dag, koordineret, så er det også godt nok," sagde Per Stig Møller.
Ifølge flere udenrigsministre er Cypern stadig imod selvstændighed for Kosovo, mens andre skeptikere såsom Spanien, Grækenland, Rumænien og Slovakiet nu skulle være med på idéen.
EU-drøftelserne skete samtidig med, at de internationale bestræbelser på at finde en forhandlingsløsning mandag brød officielt sammen. Serbien nægter at give slip på Kosovo, mens kosovoalbanerne til gengæld står fast på deres mål om at erklære selvstændighed.
Umiddelbart er parterne ikke til at rokke, og den serbiske vicepremierminister gjorde det i Beograd helt klart, at Serbien ikke er parat til at bytte Kosovo for løfter om en plads i EU. Denne løsning har flere EU-lande ellers foreslået, og den danske udenrigsminister mener også, at EU skal række en hånd ud til Serbien i form af en såkaldt tilnærmelsesaftale
"Det må ikke blive et lille land, der føler, at hele verden er på nakken af dem. Så fik de bank af NATO, og nu får de bank af EU. Sådan må de ikke opleve verden, fastslog Per Stig Møller og talte blandt andet for flere studenterudvekslinger.
Medlemmerne af FN's Sikkerhedsråd drøfter Kosovo 19. december, men her afviser Rusland at anerkende Kosovo, mens USA vil byde det nye land velkommen.
"Hvis ikke der kommer noget ud af Sikkerhedsrådet, så skal EU altså gå i tæt kontakt med Kosovo for at høre, hvad forventningerne er til os og sige, hvad vi forventer af dem. De skal nødigt erklære uafhængighed, før vi er enige om, hvad det betyder med hensyn til internationalt overvåget uafhængighed," siger Per Stig Møller.
En kosovoalbansk selvstændighedserklæring ventes først i det nye år. Utålmodigheden vokser. Ifølge det franske nyhedsbureau AFP demonstrerede flere tusinde unge kosovoalbanere mandag i Pristina for handling her og nu. "Serbien, brænd i helvede", stod der på et skilt. Det er en påmindelse om, hvor let de uroligheder, der har plaget Balkan i 1990'erne, kan blusse op igen.
Rusland har konsekvent advaret mod konsekvenserne af at anerkende Kosovo som et selvstændigt land.
"Jeg er sikker på, at en kædereaktion vil følge på Balkan og i andre regioner. De, som støtter sådanne planer, bør også tage ansvaret for konsekvenserne," siger den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov, ifølge det britiske nyhedsbureau Reuters.
Forhandlingerne om Kosovos fremtid slutter i dag uden et resultat er i sigte, og alt tyder dermed på, at Kosovo vil erklære provinsen for selvstændig.




