DF: Nej til at anerkende Kosovo

Søndag d. 9. dec. 2007 kl. 11:12 af rimd for TV 2 Nyhederne

Dansk Folkeparti bryder nu for første gang med regeringen i et væsentligt politisk spørgsmål. VK-regeringens støtteparti har således i et brev til udenrigsminister Per Stig Møller (K) gjort det klart, at Dansk Folkeparti vil gå imod regeringens planer om at anerkende Kosovo som selvstændig stat.

"Normalt står vi jo loyalt bag regeringen i alle væsentlige udenrigspolitiske spørgsmål, hvilket ikke er vanskeligt, fordi vi generelt bakker op om den førte udenrigs­politik," siger Dansk Folkepartis udenrigsordfører Søren Espersen.

"Men hvad angår Kosovo er vi uenige i den kurs, regeringen har anlagt og derfor følte vi det rigtigt i god tid at orientere regeringen om vores holdning," siger han.

Dansk Folkeparti skriver i brevet til udenrigsministeren, at det internationale samfund er i færd med at gøre Serbien uret og beslutningen om at anerkende Kosovo vil være i strid med FN's charter, som understreger medlemslandenes territoriale integritet.

Samtidig advarer Dansk Folkeparti om, at de danske tropper, som arbejder i området omkring Mitrovica, i tilfælde af en dansk anerkendelse af et selvstændigt Kosovo, vil få en helt ny placering, en placering, som er såvel uønsket som farlig. Tropperne har et godt navn og image hos såvel serberne som albanerne. I tilfælde af dansk anerkendelse af Kosovo, vil kosovoserberne nødvendigvis vende sig mod de danske soldater, som ikke længere vil blive set som neutrale i konflikten, advarer DF.

Dansk Folkeparti siger nej til, at Regeringen anderkender Kosovo, og går dermed for første gang imod Regeringen i en væsentligt udenrigspolitisk sag.

Print artikelSend til en ven Del på facebook