Dashfly tvunget ned af revnet rude

Fredag d. 23. nov. 2007 kl. 06:23 af jely for TV 2 Nyhederne

Fly 3 en halv

Et Dash-fly fra selskabet Widerø med 42 personer om bord blev i aftes tvunget til at lande, efter piloterne havde opdaget en revne i maskinens forrude.

Landingen foregik i Solalufthavnen nær den norske by Stavanger og forløb uden problemer. Det oplyser den vagthavende redningsleder ved Sydnorges Rednings­central, Asbjørn Viste, til NTB.

Flyet er af typen Dash 8-300. Det er en slags lillebror til Dash 8-Q400 flyene, som de seneste måneder har voldt SAS voldsomme problemer.

Maskinen var på vej fra Stavanger til Aberdeen i Skotland, da piloterne besluttede at lande i utide. Inden flyet satte hjulene på landingsbanen, blev der udkommanderet fuldt katastrofeberedskab, og både politi, brandvæsen og ambulancer var på plads. Deres tilstedeværelse viste sig heldigvis at være overflødig.

Print artikelSend til en ven Del på facebook