Serbien: Hongkong-model for Kosovo

Mandag d. 5. nov. 2007 kl. 19:03 af olst for TV 2 Nyhederne

Lad Kosovo få udvidet selvbestemmelse lige som Hongkong i forhold til Kina. Det foreslog serbiske repræsentanter under den seneste runde direkte forhandlinger mellem stridens parter.

Repræsentanterne for den etnisk-albanske regering i Kosovo afviste tanken, som blev fremsat på et møde i Wien. De sagde videre, at der ikke blev gjort fremskridt i dag.

Den serbiske præsident, Boris Tadic, forklarede, at en Hongkong-model vil medføre, at Kosovo fortsat er en serbisk provins, men at provinsen får udstrakt selvbestemmelse.

Modellen indebærer, at de ydre grænser fastholdes, og at ingen kan foretage grundlæggende ændringer uden den anden parts tilsagn.

Den serbiske premierminister, Vojislav Kostunica," sagde, at Hongkong-modellen har vist sig at være "succesrig, holdbar, stabil og funktionel", og at den bygger på aftaler og kompromis.

Men et medlem af Kosovos forhandlingsdelegation, Skender Hyseni, undsagde idéen.

"Det er aldeles upassende, fordi Kosovos og Hongkongs respektive historiske baggrund er så forskellige," sagde Hyseni.

Kosovo har været under FN-administration siden 1999. Kosovo-albanerne, som udgør 90 procent af befolkningen, ønsker selvstændighed, men det erklærer Serbien aldrig at ville anerkende.

En international trojka af forhandlere - USA, Rusland og EU - skal give FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, besked om forhandlingernes resultat inden den 10. december.

Print artikelSend til en ven Del på facebook