Få afviste irakere vil hjem

Torsdag d. 25. okt. 2007 kl. 21:04 af dabu for TV 2 Nyhederne

Efter informationsmøder i asylcentrene i Sandholm og Avnstrup er der kun to irakere, som har skrevet under på en hjemsendelseskontrakt.

17 af de i alt 150 afviste irakiske asylansøgere har dog vist interesse for muligheden for at komme hjem med 55.000 kroner på lommen. Alle er enlige mænd.

"Der skal nok komme flere til," vurderer Irak-koordinator Villo Sigurdsson fra hjælpeorganisationen Care4You, der skal hjælpe irakerne i gang, når de er vendt hjem til Irak.

De irakiske asylansøgere kan vælge mellem to forskellige kontrakter.

Den ene indeholder et tilbud om opkvalificering i form af uddannelse og praktik i 6-9 måneder i Danmark og derefter tre måneders opfølgning i Irak. Derudover følger et økonomisk bidrag på 41.000 kroner plus 15.000 kroner per barn.

Irakerne kan også vælge kun at tage imod pengene. Gør de det, skal de forlade Danmark inden for en måned. Og de kan ikke fortryde. Kontrakterne er resultat af en aftale fra maj mellem regeringen og Dansk Folkeparti.

"De fleste udtrykker interesse for blot at få pengene og så tage hjem inden for en måned. Der er faktisk ingen, der er interesseret i opkvalificeringen," siger Sigurdsson, der mener, at børnefamilierne er meget tilbageholdende med at skrive under på kontrakten.

Print artikelSend til en ven Del på facebook