Afstemning om kongehuset tæt på

Onsdag d. 24. okt. 2007 kl. 15:55 af kris for TV 2 Nyhederne

Kronprins Frederik og prins Christian

En folkeafstemning om tronfølgeloven rykker nærmere, efter at statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) onsdag udskrev folketingsvalg. Endnu ligger det dog ikke fast, hvornår danskerne skal i stemmeboksen for at tage stilling til, om der i fremtiden skal være ligestilling til tronen.

Ifølge den gældende tronfølgelov vil en dreng, der er født efter en pige, arven tronen. Skal loven ændres, kræver det, at to på hinanden følgende Folketing skal stemme ja til forslaget, der derefter skal til folkeafstemning.

Foreløbig har ét Folketing stemt ja, og når det nye Folketing træder sammen efter valget, sker det for anden gang. Tilbage er så folkeafstemningen, som ifølge Indenrigsministeriet skal finde sted, inden der udskrives valg næste gang.

En ændring af tronfølgeloven ville især have haft betydning, hvis kronprins Frederiks og Marys førstefødte havde været en pige og deres andenfødte en dreng. Sidstnævnte ville så være blevet konge. Selv om en ændring af loven ikke foreløbig får praktisk betydning, har statsminister Anders Fogh Rasmussen fastholdt, at der er tale om en principiel ændring, som under alle omstændigheder er ønsket.

Skal loven vedtages, kræver det, at mindst 40 procent af de stemmeberettigede deltager i folkeafstemningen.

Print artikelSend til en ven Del på facebook