15-10-07: 08:18 | af: miry
Aftalen var klar: Fra studiet i Odense skulle TV2 Sportens 2KO-vært Christian Høgh Andersen have stillet landstræner Morten Olsen en række spørgsmål om status i Fodbold-Danmark dagen efter nederlaget til Spanien.
Men foreholdt TV2's spørgsmål ønskede landstræneren ikke at deltage, og derfor efterlod han en tom stol foran TV2's rullende live-position i landsholdslejren i Vedbæk.
"Nej, dette her ønsker jeg ikke at medvirke i"," sagde Olsen et minut før han skulle på direkte.
Morten Olsen skulle svare på disse spørgsmål:
1. Morten Olsen. Nogle mener, at du bør fyres - eller gå selv. Hvad siger du til det?
2. I andre lande ville to missede slutrunder sikkert være lig med en fyreseddel - hvorfor tror du, at du får lov at blive?
3. Hvad skal der til for, at du selv vælger at gå?
4. Men der er vel en grund til at de andre hold er stærkere end os. Har vi spiller-lavkonjunktur i øjeblikket?
I anden halvdel af interviewet var det meningen, at Olsen skulle tage stilling til, hvordan man nu skal sætte holdet sammen - om der skal foretages et generationsskifte - om der skal skiftes spillesystem eventuelt under hensyntagen til spillermaterialet samt om, hvad man nu skal sætte som mål for resten af EM-kvalifikationen.
Men det ønskede Olsen altså ikke at svare på.
Her til morgen udtalte Morten Olsen til TV2/Sporten, at han ikke mener, at han udvandrede fra interviewet - for der blev jo aldrig et interview, sagde han.