Færre asylansøgere i Europa

Mandag d. 8. okt. 2007 kl. 15:39 af mafr for TV 2 Nyhederne

Antallet af mennesker, der søger asyl i EU, falder støt.

I 2006 var der kun halvt så mange asylansøgere som i 2001, viser en opgørelse fra EUs statistiske kontor, Eurostat, som udkom for nylig.

I alt søgte 192.300 mennesker asyl i EU i 2006, heraf 1795 i Danmark.

Storbritannien, Frankrig, Tyskland og Sverige modtog flest ansøgninger, mens Cypern og Malta fik flest set i forhold til deres befolkningsstørrelse.

Danmark følger mønster
Cypern modtog seks ansøgninger per 1000 indbyggere. Det tilsvarende tal for Danmark er 0,3.

Udviklingen i Danmark følger mønstret, og der var således 23 procent færre, der søgte asyl i 2006 i forhold til året før.

Sverige er derimod blandt de få lande, hvor udviklingen går den modsatte vej. Antallet af mennesker, der bad om ly hos svenskerne, steg med 38 procent mellem 2005 og 2006.

Europa stadig mest populær
Selvom antallet er faldet, er Europa stadig det sted i verden, hvor allerflest mennesker søger asyl ifølge undersøgelsen.

Ifølge FNs flygtningehøjkommissariat, UNHCR, blev der sendt 596.000 ansøgninger om asyl af sted på verdensplan i 2006, og af dem havnede altså godt 300.000 i EU.

De fleste, der søger asyl i EU, kommer fra Irak, Rusland, Afghanistan og Tyrkiet.

Print artikelSend til en ven Del på facebook