Eleverne på Dybbøl-skolen i Sønderborg måtte i eftermiddag evakueres, efter skolen brød i brand.
Politiet var fremme ved skolen klokken ca. 14.30 og fik hurtigt de 150 elever væk fra skolens område. De blev bragt til Dybbølhallen i nærheden, hvor forældrene hentede dem.
Branden sker efter en nat, hvor politiet har fået seks alarmopkald om påsatte brande i byen. Det drejede sig om seks brændende containere, og vagthavende ved Syd- og Sønderjyllands Politi kan sagtens se en rød tråd.
"Umiddelbart er det nærliggende at tro, at gerningsmændene er de samme. Men det må efterforskningen vise," siger han.
Brandårsag ukendt
Han påpeger, at man endnu ikke har fundet brandårsagen på skolen. Derfor ved man ikke med 100 procent sikkerhed, om den virkelig er påsat.
Det formodes dog, at arnestedet skal findes i skolens SFO, der er totalt udbrændt.
Dybbøl-skolen ligger på Gammel Aabenraavej i den vestlige del af Sønderborg, og sidst på eftermiddagen havde brandvæsnet styr på flammerne.
Omkring 100 brandfolk fra 10 forskellige brandstationer deltog i slukningsarbejdet.
Video indsendt af Flemming Laursen
Video
indsendt af Sune Schöttler
Har du billeder af branden på Dybbøl-skolen i Sønderborg, kan du sende dem til 1234@tv2.dk eller som mms til 1234




