Frevert skulle være partiformand

Fredag d. 28. sep. 2007 kl. 22:17 af mafr for TV 2 Nyhederne

louise frevert bliver medlem af cd

Hvis det ikke var for Naser Khader og Ny Alliance, var Louise Frevert aldrig endt hos Centrum-Demokraterne.

Det var nemlig meningen, at hun skulle være formand for partiet De Frie Demokrater. Det skulle lanceres samti­dig med udgivelsen af Freverts bog "Grib Chancen" den 10. maj i år. Men den plan gik i vasken, for den 7. maj dannede Naser Khader Ny Alliance.

"Og så var det ligesom ikke lige tidspunktet at lancere vores parti," siger formanden for De Frie Demokrater John Gade.

Derfor skulle De Frie Demokrater i stedet være præsenteret i torsdags - fem dage før Folketingets åbning. Men torsdagen før sprang Louise Frevert fra.

Louise Frevert bliver nyt medlem af Centrum Demokraterne, og dermed partiets eneste repræsentant i Folketinget.

Hun kunne ikke få sig selv til at ringe og fortælle det til sine venner i De Frie Demokrater, som hun ifølge John Gade har arbejdet fast sammen med over et års tid.

Jeg "orker" ikke at blive sablet ned igen og igen. Det har store omkostninger for min familie at se og høre min person blive endevendt

Louise Frevert

Derfor fik hun sin sekretær til at sende John og tre andre en mail, som Ritzau er kommet i besiddelse af. Her begrunder hun sit valg med frygt for kritik i pressen.

"Jeg "orker" ikke at blive sablet ned igen og igen. Det har store omkostninger for min familie at se og høre min person blive endevendt. Jeg føler også, at jeg må være ærlig over for jer, og det vil ikke være rimeligt at gå ind i noget halvhjertet - det er slet ikke mig ikke at gøre noget 100 pct." skriver Louise Frevert blandt andet i mailen.

De Frie Demokrater er misfornøjede.

"Vi er meget skuffede, og nogen kunne slet ikke fatte det, for de er hendes personlige venner. Men de kendte hende ikke fra dén her side," siger John Gade.

Print artikelSend til en ven Del på facebook