Sprut er ligeså farligt som tobak

Torsdag d. 27. sep. 2007 kl. 09:56 af jely for TV 2 Nyhederne

Kvinder, der drikker tre eller flere genstande om dagen, har ligeså stor risiko for at udvikle brystkræft som kvinder, der ryger 20 cigaretter.

Amerikanske forskere har fulgt 70.000 kvinder og konkluderer i en ny under­søgelse, at alkohol, uanset om det er øl, vin eller spiritus, er ligeså farligt som cigaretter.

Tidligere undersøgelser har vist, at risikoen for brystkræft stiger for hver daglig genstand - sandsynligvis fordi alkohol øger mængden af det kvindelige kønshormon østrogen.

Det er første gang, at forskerne har påvist, at det ikke er typen af alkohol, der er afgørende, men antallet af genstande.

Blandt de 70.000 kvinder udviklede knap 3000 brystkræft. Mere præcist viser undersøgelsen, at kvinder, der drikker mellem en og to genstande dagligt, øger deres risiko med ti procent i forhold til kvinder, der drikker mindre end en genstand om dagen. Kvinder, der drikker mere end tre genstande har en forøget risiko på 30 procent.

Resultaterne af undersøgelsen offentliggøres i dag på en europæisk kræftkonference i Barcelona.

Print artikelSend til en ven Del på facebook