USA's præsident, George W. Bush, skal mandag mødes med palæstinensernes præsident, Mahmoud Abbas, i New York i forbindelse med FN's Generalforsamling.
USAs præsident Bush og præsidenten for det palæstinensiske selvstyre Mahmoud Abbas skal mødes på mandag for at diskutere en palæstinensisk stat.
"Hensigten er at fortsætte samtalerne om at hjælpe Den Palæstinensiske Selvstyreenhed og om emner, der er relateret til en eventuel to-stats løsning, hvor Israel og Palæstina lever side om side i fred og sikkerhed," sagde talsmanden for Det Hvide Hus' Nationale Sikkerhedsråd, Gordon Johndroe. Det var ikke klart, om Bush også skal mødes med Israels premierminister, Ehud Olmert, som også er i New York.
Bush støtter en to-stats løsning, hvor israelere og palæstinensere lever side om side, men fredsprocessen i Mellemøsten har stået stille i det meste af hans embedsperiode.
Næste uges møde kommer efter, at USA's udenrigsminister Condoleezza Rice har været i Israel og på Vestbredden for blandt andet at tale om en amerikanskstøttet fredskonference i november.




