Det var i en ren overraskelsesaktion fra politiet, at otte personer blev anholdt, mistænkt for at planlægge en terroraktion. Men at unge muslimer igen er i søgelyset for terror, er nu ikke en overraskelse, mener Selfati Mohamed, der er kontaktperson for moskéen på Dortheavej på Nørrebro i København. Det er et resultat af den følelse af "dem og os", der fylder mange unge muslimer.
"Indvandrernes børn har det ikke nemt. De skal tilpasse sig to verdener, og det er svært, når man er ung. De bliver splittede. Jeg kan godt forstå, det kan ske - det er det samme der sker i Paris og London. Men jeg kan godt føle, at jeg har fejlet i forhold til at opdrage de unge," siger han.
Han er samtidig bekymret for, at den nu tredje terrorsag på bare to år vil øge afstanden og utrygheden mellem danskere og indvandrere.
"Hver gang man ser en mørk person, så tænker man, hvad er han mon for en?"
Advarer mod at dømme for tidligt
Den bekymring deler Imran Shah, der er formand for organisationen Muslimsk Ungdom. Frygten for terror skaber nogle usunde modsætningsforhold mellem muslimer og ikke-muslimer, understreger han. Samtidig advarer Shah mod, at medierne og offentligheden dømmer nogen, inden deres skyld er bevist.
PET holder pressemøde om terrorsagen.
"Man skal ikke gå på kompromis med den søjle i det danske samfund, der hedder retssikkerhed," advarer han.
Selv om den aktuelle sag er den tredje sag om terror på bare 2 år, skal man passe på ikke at piske en stemning op, mener han.
"Det kan godt være, der har været mange anholdelser, men der har også været mange løsladelser. Det virker som om politiet nogle gange har været lidt for hurtigt ude," siger ungdomsformanden, med henvisning til blandt andet terrorsagen fra Glostrup, hvor tre af de fire tiltalte ikke kunne dømmes.
Hverken Selfati Mohamed eller Imran Shah har hørt om, at noget skulle være på færde i de muslimske miljøer.




