Et dansk-svensk forskerhold skal finde ud af, om rigsfællesskabet mellem Danmark, Færøerne og Grønland kan gøre krav på Nordpolen.
Det sker fra på søndag, når skandinaviske geologer drager afsted på det første videnskabelige togt mod havet nord for Grønland for at indsamle data under Polhavet.
Det ufremkommelige ishav kan gøre togtet svært, og det er endnu uvist, om det overhovedet er muligt at indsamle data i området.
I 2004 tilsluttede Danmark sig FN's havretskonvention, der gør det muligt for kyststater at gøre krav på undergrundens og havbundens ressourcer uden for 200 sømilegrænsen, som normalt er grænsen for økonomisk udnyttelse af havet. Under havretskonventionen er det teknisk muligt for Danmark at gøre krav på Nordpolen," siger Thorkild Meedom, kontorchef i Videnskabsministeriet, til Dagbladet information.
Ekspeditionen varer lidt over en måned og kommer til at koste i nærheden af 60 millioner kroner, der deles mellem Danmark og Sverige.
Danmark er ikke alene om at vise interesse for det Arktiske Ocean. Flere lande, herunder Rusland, Canada og USA, har meldt sig på banen.




