Rekordstor indvandring

Tirsdag d. 7. aug. 2007 kl. 07:19 af nabr for TV 2 Nyhederne

Hvert år kommer der mellem 50 - 60.000 indvandrere til Danmark. Det er ny rekord.

Udlændinge strømmer til Danmark i et hidtil uset omfang og ligger nu på et langt højere niveau, end da store grup­per af gæstearbejdere indvandrede fra Tyrkiet, Pakistan og Jugoslavien. Det fremgår af en opgørelse over ind- og udvandringen i Danmark siden 1960, som lektor Hans Oluf Hansen fra Køben­havns Universitet har foretaget for Kristeligt Dagblad.

Da politikerne i 1973 indførte det så­kaldte indvandrerstop, indvandrede mel­lem 30.000 og 40.000 hvert år, men nu svinger tallet mellem 50.000 og 60.000 indvandrere årligt - og det stiger.

Antallet af studerende eksploderet
De nye indvandrere kommer for at arbej­de eller studere og har sjældent deres familier med. Det er næsten som i begyndelsen af 1970'erne, hvor gæste­arbejderne også kom for at afhjælpe manglen på arbejdskraft - 1980'erne og 1990'erne blev derimod i højere grad præget af flygtninge og familie­sammenføringer til udlændinge, som boede her i forvejen.

De seneste syv år er indvandringen af de sidstnævnte grupper blevet meget mindre, men til gengæld er antallet af studerende og erhvervsaktive fra vores nabolande og de tidligere østlande nærmest eksploderet. I 2006 kom så­ledes over 28.000 personer til landet herfra, og i de første fire måneder af 2007 var det over 12.000. Det fremgår af de nyeste tal fra Udlændinge­service, som også viser, at flere end 11.000 polakker har fået arbejdstillad­else siden begyndelsen af 2006.

Print artikelSend til en ven Del på facebook