Selvom Rusland har plantet et flag på havbunden i 4261 m under Nordpolen, afviser USA, Canada, Danmark og Norge alle russernes krav på undergrunden.
De fire landes synspunkt er, at kun lande, der grænser op til Nordpolen, har ret til at etablere zoner i området. Danmark gør sig gældende gennem rigsfællesskabet med Grønland.
"Dette er ikke 1400-tallet, hvor man kunne drage verden rundt og plante sit flag og sige vi gør krav på det her territorium," siger Canadas udenrigsminister, Peter MacKay.
Han betegner det som et russisk show.
Den amerikanske regerings talsmand, Tom Casey, siger, at selv om russerne spraymalede hele den undersøiske russiske sokkel i de russiske nationalfarver, så ville det ikke et sekund gøre nogen forskel.
I det danske udenrigsministerium er man lige så afvisende.
"At sænke et flag har kun politisk betydning, fordi det kan få medierne til at interessere sig for det. Efter vores vurdering får det ikke nogen juridisk betydning, og vil ikke rykke ved vores muligheder for at gøre vores krav gældende i det samme område," siger ambassadør Peter Taksøe-Jensen, chef for Juridisk Tjeneste i Udenrigsministeriet.
Men i de russiske medier var der begejstring - næsten som russerne havde landsat kosmonauter på Mars.
"Rusland har indledt kampen om den arktiske olie, hed det fredag i en overskrift i avisen Vremja Novosti.
Regeringsavisen Rossijskaja Gaseta mente, at den russiske ekspedition "er starten på en ny omfordeling af verden".
I sidste ende skal spørgsmålet om de territoriale rettigheder afgøres af en havretskomité i FN, og det ventes først at ske i 2014.




