Den amerikanske kat Oscar har udviklet sig til en gåde for videnskaben, skriver AP.
Katten, der bor på et plejehjem i Providence, Rhode Island, kan tilsyneladende fornemme når en patient på plejehjemmet skal dø.
Når døden er nært forestående kravler Oscar op i sengen til plejehjemsbeboeren og lægger sig der i beboerens sidste timer.
Oscars usædvanlige evner er blevet beskrevet i medicinaltidsskriftet New England Journal of Medicine, og ifølge artiklen har den to-årige kat haft ret i 25 tilfælde.
Plejehjemspersonalet ringer nu til de pårørende når katten kravler op i sengen til en patient.
"Han laver ikke mange fejl. Han synes at forstå når patienter er ved at dø," siger professor David Dosa fra Brown University, som har undersøt Oscar.
Katten har boet på plejehjemmet Steere House Nursing and Rehabilitation Centre siden den var killing.
Den går sine egne runder på plejehjemmet - nøjagtig som læger og sygeplejersker, og den vil normalt ikke kæle med patienterne.
Nogle pårørende ønsker katten væk når de skal sige det sidste farvel, og det får den til at protestere.
Katteekspert Thomas Graves fra universitetet i Illinois siger til BBC Online, at katte er kendt for at kunne opfatte sygdom hos andre dyr og hos deres ejere.
En af lægerne på plejehjemmet siger at der sandsynligvis er en biokemisk forklaring på kattens opførsel snarere end en åndelig.




