Med en ny tilladelse fra EU kan de 23 danske erhvervsvinavlere om en uges tid for første gang hælde vin på flasker med både oplysninger om regional betegnelse, høstår og druesorter på etiketterne, skriver 24timer.
Siden år 2000 har danske vinavlere haft EU's tilladelse til at producere vin på forsøgsbasis. Men med den nye tilladelse bliver sidste års druehøst den første, der får et egentligt kvalitetsstempel, fortæller formanden for Vinavlerforeningen i Danmark, Jean Becker.
"Hidtil har vi kun haft tilladelse til at skrive 'bordvin' på etiketten. Men nu har EU set, at danske vinavleres produktionsmetoder er helt på højde med de internationale krav, som gør, at vi får den nye godkendelse," siger Jean Becker.
Og det er klart en fordel for vinavlerne.
"Når vi må skrive regional betegnelse, høstår og druesorter på etiketterne, bliver forbrugerne opmærksomme på, hvilke avlere der producerer rigtig god vin," siger han og tilføjer, at ansøgningen om at blive decideret vinnation blev sendt i 2005.
Samtidig er produktionen gennem de senere år steget markant, så det er svært at få armene ned i den danske vinbranche.




