Danmark har rekord i asylpolitik

Torsdag d. 7. jun. 2007 kl. 07:35 af sosp for TV 2 Nyhederne

Den danske asyllovgivning hører i sær­klasse til de strammeste i hele Euro­pa.

Det fastslår Dansk Flygtningehjælp i en ny undersøgelse.

Flygtningehjælpen har vurderet 15 euro­pæiske landes indsats over for irakis­ke asylansøgere. Det har udmøntet sig i et barometer over "bedst og dårligst behandling", hvor Danmark ender på en 14. plads - kun bedre end Grækenland, men ringere end blandt andet Cypern, Slovakiet og Sverige, der topper lis­ten.

"Danmark har et stort problem, når vi på den ene side anerkender, at der er et flygtningeproblem i og omkring Irak ved at bevilge 100 millioner kroner til hjælp i nærområdet i både 2007 og 2008, men på den anden side ikke vil hjælpe de irakiske flygtninge, som allerede befinder sig i Danmark," siger Dansk Flygtningehjælps generalsekretær, Andreas Kamm, til Politiken.

Villighed til at give asyl
Dansk Flygtningehjælps undersøgelse beror først og fremmest på de 15 landes villighed til at give opholdstilladelse til de irakere, der kommer fra den sydlige og centrale del af landet, som er præget af kaos. Dansk Flygtningehjælp har i undersøgelsen taget hensyn til, om landene er under stort pres fra irakiske asylansøgere.

Ifølge undersøgelsen har Danmark givet opholdstilladelser til syv procent af de 519 irakere, der søgte om asyl i 2006. Kun Grækenland giver færre opholdstilladelser end Danmark. Her var antallet af irakere, som fik ophold, nul. Til sammenligning var der ingen irakere, der fik afslag på asyl i Finland sidste år, og både i Sverige og Holland får alle irakere fra Syd- og Centralirak en eller anden form for opholdsstatus.

Rokker ikke ved de danske regler
Men integrationsminister Rikke Hvilshøj (V) mener ikke, at undersøgelsen rokker ved de danske asylregler.

"Det er helt fornuftigt at holde fast i den asylpolitik, vi har i Danmark, hvor vurderingen af behovet for asyl og beskyttelse er en individuel vurdering. Det er ikke holdbart at sige, at kommer man bare fra et større geografisk område, ja så får man per automatik en opholdstilladelse i Danmark," siger hun.

Rikke Hvilshøj understreger, at hun ikke genkender tallene fra Dansk Flygtningehjælps undersøgelse. Men hun bekræfter, at den danske asyllovgivning er en af de strammeste i Europa.

Print artikelSend til en ven Del på facebook