I alt 20.000 underskrifter er nu blevet indsamlet i protest mod adoptionen af en seks-årig pige på Djursland. De skal i dag overrækkes til familieminister Carina Christensen. Pigen har boet hos en plejefamilie siden hun var knap et år gammel, men nu skal hun flyttes til en adoptivfamilie - det har myndighederne besluttet.
Pigens plejefamilie lader imidlertid til at være gået under jorden. Politiet og repræsentanter fra Århus Kommune mødte i går op på familiens adresse for at hente pigen, men der var ingen hjemme, skriver Jyllands-Posten.
Sagen om tvangsfjernelsen har medført store protester fra flere politikere på Christiansborg, men familie-minister Carina Christensen har hidtil nægtet at gribe ind overfor beslutningen om at tvangsfjerne pigen.
Det håber en gruppe borgere at ændre på i dag, når de overrækker ministeren 20.000 protestunderskrifter.
"Selv om ministeren hele tiden har afvist at gå ind i sagen, tror vi stadig på, at hun vil lytte til fornuft. Hun får i hvert fald svært ved at ignorere de mange protester vi kommer med," siger initiativtageren Søren Højlund Carlsen, til Jyllands Posten




