Bortadoption af seksårig står fast

Fredag d. 18. maj 2007 kl. 15:49 af jely for TV 2 Nyhederne (opd. d. 18/5 2007; 22:10)

Det står fast, at en seksårig pige fra Djursland skal bortadopteres til en fremmed familie i stedet for at blive hos sin plejefamilie. Århus Kommune har ingen muligheder eller beføjelser for at blande sig i afgørelsen, som er truffet af Adoptionsnævnet.

Det fastslår souschef Kirsten Frandsen fra Børn og Unge afdelingen i Århus Kommune.

"I sager som denne, og som i øvrigt er sjældne, er det Adoptionsnævnet, der træffer afgørelsen, som ikke kan ankes," siger hun.

Hun afviser dermed en opfordring fra foreningen Børns Vilkår om, at kommunen skal lave en time-out i sagen for at få den undersøgt nærmere.

"Det kan vi ikke. Og samtidig synes jeg i en sag som denne, hvor så mange har været på banen, at det er vigtigt at huske, at det hele handler om et barn med et langt liv foran sig, og hvor det nu for alle må handle om ikke at spænde ben for et godt barneliv på længere sigt, når nu afgørelsen ikke kan ændres," siger hun.

Truer med børnhjem
Ifølge Børns Vilkår har kommunen truet med at lade politiet afhente pigen og anbringe hende på et børnehjem.

"Men det er jo slet ikke, sådan det foregår. Som udgangspunkt forventer vi da et fornuftigt samarbejde med plejefamilien om sagen. Kun hvis det - mod forventning - skulle vise sig helt umuligt, kan det komme på tale at afhente pigen med politiets hjælp. Det er blot sådan formalia er," siger Kirsten Frandsen.

Underskrifter og protest
Lørdag bliver der samlet underskrifter ind i byer over hele landet i protest mod bortadoptionen af den seksårige pige.

Ifølge Søren Højlund Carlsen, der har taget initiativ til en underskriftsindsamling, havde 9378 personer skrevet under på protesten fredag aften.

Højlund Carlsen står også bag en protestannonce i et landsdækkende dagblad på tirsdag. Her vil organisationer, eksperter og andre endnu engang protestere mod bortadoptionen, oplyser han.

"Vi fortsætter ufortrødent både med at samle underskrifter ind og bakke familien op. Forhåbentlig kan vi dermed øge presset på myndigheder og politikere, der har magten til at gribe ind og stille tvangsfjernelsen i bero," siger Søren Højlund Carlsen.

Print artikelSend til en ven Del på facebook