Fire af fem forældre ønsker en fuld madordning i daginstitutionen, og alle skoler burde have en regulær kantine med varm og kold mad, akkurat som mange forældre selv har det på arbejdspladsen, skriver Jyllands-Posten.
Forældre til skolebørn og børn i børnehave er parate til at betale op til 400 kr. om måneden for det. Det viser en undersøgelse foretaget af Rambøll Management for avisen.
Også politisk er der fuld opbakning til, at børn får serveret et måltid mad i skoler og børnehaver. Samtlige sundhedspolitiske ordførere siger ja, men er dog uenige om finansieringen.
Fødevarestyrelsens seneste undersøgelse af kvaliteten af dansk skolemad konkluderer bl.a., at:
Kun 15 pct. af de deltagende skolerne tilbyder frokostretter som indeholder en tilpas mængde frugt og grønt.
Eleverne foretrækker brødretter som sandwich, pita og pizza frem for den varme mad. Brødet er ofte fattigt på fibre og er sjældent fuldkornsbrød som f.eks. rugbrød. Frugt tilbydes af 77 pct. og grønt af 40 pct. af skolerne, men kun ganske få procent af eleverne køber det.
De syrnede mælkeprodukter, der tilbydes, er for fede og for søde.
Rapporten konkluderer, at det er positivt, at mange skoler begrænser udbudet af slik, sodavand og chips, men at maden på mange skoler kunne forbedres ved at tilbyde mere frugt og grønt.




