Selv om den store moske på Amager i København skulle blive til virkelighed, er det ikke sikkert, at muslimerne vil tage den til sig, vurderer Hamid El Mousti (S) fra Borgerrepræsentationen.
"En moske skal bygges af herboende muslimer. Den skal opstå ud fra et behov hos muslimerne her i Danmark. Ikke fordi nogen har lyst til at tegne et stort projekt," siger Hamid El Mousti.
Arkitekten Jan Wenzel præsenterede i nat sine planer for en stor moske i København. Moskeen har plads til 3000 mennesker, og vil koste 383 mio. kr.
Pengene skal formentlig komme fra den moderate muslimske organisation The Tabah Foundation, der har hovedsæde i Abu Dhabi i De Forenede Arabiske Emirater.
"Den plan får mine alarmklokker til at ringe. Plads til 3000 er alt for meget. Så mange er vil altså heller ikke. Der må være en skjult dagsorden," siger Hamid El Mousti, der vurderer, at København højst har brug for en moske med plads til 1000 mennesker.
I Århus er 12 muslimske foreninger gået sammen om et moske-projekt, som vil koste knap 100 millioner kroner.
Fem års arbejde
"Vi har brugt fem år på at skabe en folkelig forankring om projektet, og har man ikke den, er det meget svært at skabe opbakning til en moske. Opbakningen skal være der på forhånd fra brugerne og ikke først, når moskeen står klar. Derfor undrer processen omkring moskeen i København mig også meget," siger Metin Aydin fra Forening for Moske og Islamisk Center i Århus.
Moskeen i Århus har plads til 800 mennesker.
Jan Wenzels storstilede projekt er dog usikkert, fordi ejerne af grunden, hvor det skal bygges, ikke vil sælge den.




