Usund mad må gerne være dyrere, hvis den sunde mad til gengæld bliver billigere.
Sådan lyder resultatet fra en landsdækkende undersøgelse, som er lavet for månedsmagasinet Samvirke. Tre ud af fire danskere svarer, at de vil have højere afgift på fedt og sukker, hvis momsen på frugt og grønt til gengæld bliver fjernet.
Baggrunden for undersøgelsen er en ny rapport, der for første gang dokumenterer, at forskellige momssatser vil forbedre folkesundheden.
Rapporten er lavet af Akademiet for Tekniske Videnskaber, og den viser blandt andet, at en omlægning af momsen næsten ville halvere danskernes forbrug af sukker, mens forbruget af frugt og grønt vil stige med cirka 10 procent.
I forsøget har forskerne lagt 30 procent ekstra afgifter på de usunde varer og samtidig helt fjernet momsen på de sunde.
"Det er vigtigt, at man laver begge indgreb på én gang. For hvis man blot fjerner momsen på frugt og grønt, så får man bare råd til at købe mere slik, og så er vi ikke kommet ret meget videre," forklarer direktør Søren Elkjær Frandsen fra Fødevareøkonomisk Institut ved Københavns Universitet.
Rapporten viser også, at en omlægning af momsen vil koste staten omkring to milliarder kroner om året, men forskerne peger samtidig på, at udgifterne til sundhedsvæsnet nok vil falde mere.




