Kæresten, kærestens familie, ekskæresten og hendes nye venner og naboer.
Alle var genstand for en 40-årig betjents uberettigede granskninger i kriminalregistret og cpr-registret.
Det kostede ham i dag 20 dagbøder á 500 kroner eller i alt 10.000 kroner i retten i Aabenraa, hvor han erkendte i adskillige tilfælde at have misbrugt sin adgang til politiets registre.
Den uberettigede brug af registrene fandt sted fra midt i 2005 frem til 26. april i fjor.
Det var af nysgerrighed, at han søgte de forskellige oplysninger, som aldrig blev brugt til andet end til at tale med sin daværende kæreste om.
"Jeg ville checke, hvilken mand, der skulle bo sammen med mine fire børn," lød hans forklaring i et af de 11 forhold, han var sigtet i.
Han tjekkede flere gange den mand, hans tidligere hustru var på vej til at flytte sammen med.




