Anna Nicole Smiths dagbøger solgt på auktion

Lørdag d. 24. mar. 2007 kl. 10:47 af jely for TV 2 Nyhederne

Anna Nicole Smith

Snart får alle, der har lyst til det, mulighed for at snage med i den skandaleombruste afdøde fotomodel Anna Nicole Smiths private tanker.

To af hendes dagbøger er nemlig blevet købt af en tysk forretningsmand for over 500.000 dollar - 2,8 mio. danske kr., og han planlægger at sælge oplysningerne i dem videre til forskellige medier, fortæller en talsmand for auktionshuset, der stod for salget.

En dagbog fra 1992, håndskrevet af den tidligere Playboymodel, der herhjemme også er kendt som blikfang i en populær reklame for tøjfirmaet H&M, nåede op i en pris på knap 1,58 mio. danske kr., mens hendes dagbog fra 1994 gik for 1,28 mio. danske kr. Oven i prisen kommer en køberafgift på 20 procent.

Den tyske køber ønsker at være anonym, men planlægger at sælge oplysningerne i dagbøgerne til en række medier og derefter gensælge bøgerne senere på året.

Smith blev fundet død på sit hotelværelse i Florida den 8. februar. Dødsårsagen undersøges fortsat.

Der er 26 optegnelser i dagbogen fra 1992, der dækker månederne januar til august, mens hun har skrevet 30 sider i 1994-dagbogen fra januar til juli.

Den aldrende Texas-oliemilliarder J. Howard Marshall II, som Smith giftede sig med i 1994 og som døde året efter, er blandt de emner, hun skriver om i sine dagbøger.

Print artikelSend til en ven Del på facebook