Selvom Tyskland er vores største eksportmarked, er de danske tyskkundskaber på tilbagetog. Det er årsagen til, at Dansk Folkeparti nu forlanger mere tysk på skoleskemaet, skriver erhvervsportalen Idag.dk.
Danske unge vælger i stigende grad at lære sprog som kinesisk og italiensk i stedet for tysk, og det kan ramme danske virksomheder.
"De tyske sprogkundskaber er på retur i Danmark, og det er ærgerligt for erhvervslivet, da mange af vores største handelspartnere er tyske," siger Colette Brix, som er erhvervsordfører for Dansk Folkeparti.
Hos Dansk Industri, DI, genkender man de unges manglende interesse for tysk.
"Mange unge har lært tysk i folkeskolen, men vælger det fra på gymnasiet og universitetet. Det hænger ikke så godt sammen med, at Tyskland er vores største eksportmarked," siger forskningschef Charlotte Rønhof, DI.



