Det omstridte Ungdomshus på Jagtvej vil blive revet ned. Beslutningen om nedrivning er truffet, erfarer Politiken.dk fra kilder i byggebranchen. Faderhuset, der ejer bygningen vil offentliggøre beslutningen på et pressemøde i morgen.
Asbest fjernes fra bygningen Bygningsarbejdere er allerede i gang med at fjerne asbest fra bygningen, hvilket er nødvendigt inden selve nedrivningen. Således er blandt andet trapperne i huset brandsikret med asbest, ligesom der er asbest flere andre steder i huset.
Ifølge Politiken.dks oplysninger vil det tage to dage at rive bygningen ned og fjerne murbrokkerne fra Jagtvej.
Faderhuset har ingen kommentarer Bygningens retmæssige ejer frimenigheden Faderhuset har tidligere meddelt Politiken.dk, at man vil tage stilling til spørgsmålet om nedrivning "(...) når vores eksperter kommer ind i huset og ser, om det er for bombet, eller hvordan der ser ud".
I går sagde Faderhusets leder Ruth Evensen til TV2 News, at "bygningen så værre ud, end hun havde regnet med".
Da Politiken.dk efterfølgende taler med Ruth Evensen og forelægger hende oplysningerne om nedrivningen er der ingen kommentarer.
Københavns Politi har ingen oplysninger om, at Faderhuset skulle have taget beslutningen om at rive huset ned. Politi anbefaler nedrivning Der har længe været tvivl om, hvad der skal ske med det 110 år gamle hus.
Nedrivningstilladelse er i hus
Københavns Kommune har givet Faderhuset tilladelse til at rive huset ned, og Københavns Politi har meldt ud, at en nedrivning vil være ønskværdig, fordi det ventes, at Ungdomshusets brugere ellers vil forsøge at genbesætte huset.
Tidligere har flere håndværker-fagforeninger sagt, at deres medlemmer ikke vil deltage i nedrivningsarbejdet.




