Forskere advarer mod Second Life

Søndag d. 4. mar. 2007 kl. 10:09 af sosp for TV 2 Nyhederne

secondlife4

DR, TV2 og 24timer gør det. Selv Ungdomshuset, Folkekirken og Skat gør det. Opretter sig selv i den virtuelle verden Second Life. Men det er langt fra en god idé for alle de danske virk­somheder, som springer på den kæmpesto­re hype, der for tiden er om Second Li­fe. Det mener flere forskere.

"Der mangler nogle bud på, hvorfor en virksomhed skal være der ud over bare for at hoppe med på en vogn. Indtil nu er ingen kommet med noget særligt over­bevisende," siger professor Niels Ole Finnemann, leder af Center for Inter­netforskning på Aarhus Universitet.

Han bakkes op af Jonas Heide Smidt, der forsker i 3d-verdener på IT Universitetet i København.

"En stor del af motivationen til at lancere sig i Second Life handler om bekymringen for ikke at komme med på noget, der ser ud til at blive meget vigtigt meget hurtigt. Alle de andre gør det jo," siger han.

Overvej det godt først
Begge understreger dog, at det sagtens kan give mening at oprette en virtuel udgave af sig selv. Man skal bare overveje det ordentligt først.

"It- og underholdningsbranchen skal selvfølgelig være der og finde ud af, hvad der foregår. Men ellers skal man tænke grundigt over, hvad man vil opnå ved at være der. Ellers hælder man bare penge ud af vinduet," siger Niels Ole Finnemann.

To forskellige måder at etablere sig
Ifølge Jonas Heide Smidt er der to forskellige måder, firmaer etablerer sig på.

Den ene er en meget entusiastisk medarbejder - måske en praktikant - som har set Second Life-lyset og får lov til at bruge nogle timer på det. Men ingen penge.

Den anden gruppe går voldsomt ind med betydelige investeringer i virtuelt land, bygningsdesign og faciliteter. Det kan være flere millioner kroner, og så bliver det nødvendigt at overveje, om det overhovedet giver mening, understreger han.

"Det handler om at finde ud af: Får dit produkt en merværdi på grund af 3d i forhold til 2d eller gør det ikke. Hvis det gør, så er det en okay idé at gå ind i Second Life," siger Jonas Heide Smidt.

Som eksempel nævner han arkitekter, der har en klar fordel af at vise deres værker tredimensionelt, mens det til gengæld kan være ret ligegyldigt, om man ser et bogomslag i et 3d univers eller ej.

Selv om Second Life bare siden oktober er vokset fra én til fire millioner brugere på verdensplan, er der stadig "kun" 12-25.000 brugere på ad gangen - og sandsynligvis et par hundrede danskere.

I slutningen af januar var i alt 17.300 unikke danskere blevet borgere i Second Life.

Print artikelSend til en ven Del på facebook