Glade og vinkende kom grevinde Alexandra og Martin Jørgensen ud foran Øster Egede Kirke. De blev hilst med hurra-råb og tillykke, og de kvitterede med en række kys.
"Det er dejligt at være gift," sagde Alexandra, der på spørgsmålet om, hvad hun glæder sig til i fremtiden, svarede: "At få lidt fred og ro."
Parret kom ud af det hvide telt, der var rejst foran kirken, med hinanden i hånden. Alexandra holdt desuden prins Nikolai i hånden, mens Martin Jørgensen holdt prins Felix' hånd.
De to prinser ledsagede en time inden deres mor ind i kirken.
Grevinde Alexandras champagnefarvet brudekjole med langt slør er designet af Henrik Hviid. De små prinser matchede deres mor i lyse bukser, hvide skjorter og nougatfarvede jakker.
Ud over de to små prinser var der ingen fra kongehuset til det private bryllup.
Fra prinsesse til grevinde
Efter knap 12 år som medlem af det danske kongehus forlod Alexandra det, da hun sagde ja til fotograf Martin Jørgensen. Nu er hun Alexandra Christina, grevinde af Frederiksborg.
Uden for kirken blev Alexandra spurgt, om hun nu vil tage et job, og hun lod forstå, at hun er for ung til at lade sig pensionere.
Den 42-årige grevinde og den 29-årige fotograf havde ønsket, at vielsen skulle være helt privat. Den blev foretaget af pastor emeritus Peter Parkov, der er en nær ven af regentparret. Danmarks Radios Pigekor, som Alexandra er protektor for, sang i kirken.
Både før og efter vielsen kom Alexandra og hendes familie dog ude på en rød løber for at give det massive opbud af journalister og fotografer samt tilskuere mulighed for at tage billeder. Efter en tur rundt i gruset aede Alexandra ømt sin mand på ryggen, før hun igen tog hans hånd og gik tilbage i teltet.
Forinden havde hun med glad stemme oplyst, at hun både bar sin forlovelses- og vielsesring.
90 venner overværede vielsen
Med til vielsen var 90 af brudeparrets familiemedlemmer og venner, hvoraf mange også er venner af prins Joachim. Alexandras forældre, Christa og Richard Manley, hilste glade, da de arm i arm kom til kirken. Richard Manley vinkede med sin stok.
Martin Jørgensen blev ledsaget til kirken af sin forlover, fotograf Erik Refner, mens Alexandra kom ned ad trappen fra herregården Jomfruens Egede med sine sønner ved hånden.
Det er på Jomfruens Egede, der ligger umiddelbart ved siden af kirken, at bryllupsfesten holdes. Til den kommer der lidt flere gæster, nemlig 120.
Lige så snart brylluppet var forbi, blev grevinde Alexandras cv med billede og monogram fjernet fra kongehusets hjemmeside.




